Af Kresten Gregersen og Marinus Christensen (redigeret af Palle Holm)
Spørring Sogns Borgerforening stiftes i 1963 af en kreds af borgere i byen med støtte fra Foredragsforeningen, Biblioteksforeningen, Husmoderforeningen og Dilettantforeningen. Foreningens navn ændres senere til Spørring Borgerforening.
Ønsket var at stifte en forening, der var rimelig bredt favnende til at kunne virke for den materielle og kulturelle udvikling i sognet, og foreningens formålsparagraf skulle primært munde ud i:
Byens byplanmæssige udvikling og forskønnelse
Samarbejde med sognets beboere
Sognets fælles interesser og fester
Offentlig drøftelse af kommunalpolitiske problemer
Støtte til sognets foreningsliv
Medlemskontingentet pr. husstand var i 1963 på 5 kr. og er i dag steget til 75 kr. for enlige og 100 kr. for husstande med 2 eller flere personer.
Bestyrelsen lagde hårdt ud fra starten
Allerede i løbet af 1963 gik man bl.a. i gang med følgende opgaver:
Opsætning af opslagstavle på købmandens gavl
Forhandlinger med Arke om flytning af transformatoren ved åen
Foreningens gennemslagskraft og indflydelse synes allerede fra starten at have været ret god, idet ovennævnte opgaver stort set alle er gennemført. Af andre ting, som bestyrelsen arbejdede med i de første år af foreningens liv, og som forsat er til glæde for byens borgere, kan blandt meget andet nævnes etableringen af flagalléen og legepladsen bag den gamle skole.
Desuden blev Ungdomsklubben og Legestuen etableret med støtte fra Borgerforeningen.
Bestyrelsesmøderne var et kapitel for sig
Borgerforeningen fik indrettet mødelokale i den nedlagte lærerbolig, der var indrettet over det, der er siden hen blev Spørring bibliotek frem til nedlæggelsen i 1994, og som i dag rummer Spørring Egnsarkiv.
Bestyrelsens medlemmer skiftes til at have kaffe og brød, med og når så kaffekopperne og medlemmerne (dengang var der 9 mod i dag 7) var på plads, kunne mødet begynde. Formanden bød velkommen og gav ordet til næstformanden, som indledte med at læse op fra sidste møde i protokollen. Og når det var godkendt, gik den bordet rundt til underskrift. Herefter læste han den ind og udgående korrespondance op. Når mødet så var en times tid gammel, stoppede formanden mødet med ordene: Nu er det vist tid til lidt kaffe. Kaffepauserne var en vældig god ide. Her kunne man uden for referat tale om, hvad der ellers rørte sig i byen, og på den måde var alt, hvad bestyrelsen arbejdede med altid i overensstemmelse med borgernes ønsker og holdninger.
Sammenlægningen med Århus kommune i 1970
Borgerforeningens betydning for udviklingen i Spørring blev efter kommunesammenlægningen langt større end tidligere. Trige blev jo som bekendt lokalcenter for området, og Spørring blev set fra Rådhuset på det nærmeste ”usynlig”.
I de første år efter kommunesammenlægningen var der lidt stille i foreningen. Der bredte sig en vis modløshed mod nye opgaver, og kunne man i det hele taget forvente at få nogen som helst indflydelse på udviklingen. Ønskede vi i virkeligheden nogen ændring i tingene? Alt var jo blevet så godt herude. Den sidste udstykning (Højgårdsparken) var jo en realitet. Byen havde jo alt, mange større og mindre butikker, et godt foreningsmiljø og ikke mindst et godt sammenhold beboerne imellem, det sidste godt hjulpet af de store arrangementer som byfester, høstfest, juletræ og dilettant m.v. Vi var måske bedst tjent med at leve i ubemærkethed. Den voldsomme udvikling i Trige virkede jo også skræmmende på os.
Den bratte opvågning
Lige som det gik så godt, begyndte den ene lille butik efter den anden at forsvinde, det lille ”posthus”, håndkøbsudsalget og slagterbutikken, var blandt nogle af de første. Tidligere handlede alle jo lokalt, og folk var meget loyale over for det lokale forretningsliv. Nu blev det pludselig spændende at handle i de store supermarkeder, og de mange nye tilflyttere, som arbejdede uden for Spørring, havde jo let ved at dreje om ad disse og gøre deres indkøb.
Borgerforeningens bestyrelse blev hurtig enige om, at skulle vi bevare et rimeligt serviceniveau, skulle befolkningsunderlaget øges væsentlig til omkring 1000 – 1200, dvs. der skulle skaffes mulighed for en udstykning på ca. 150 – 200 parcelhusgrunde. Befolkningstallet i 1970 var på 673 borgere. Det var derfor et stort chok for os, da vi blev klar over, at Århus kommune slet ingen planer havde for Spørring og heller ikke umiddelbart havde tænkt sig at gøre noget. Imidlertid var udviklingen i Trige så voldsom, at skolen var ved at blive for lille, hvilket betød, at enten skulle bør- 59 nene fra Spørring flyttes til Hårup skole, eller der skulle bygges en ”Trige 2 Skole”. Gennem Frede Nielsen (Spørring Planteskole) fik vi et tip om at rådmanden for skole og fritid ,Thorkild Simonsen godt ville i dialog med os om eventuelt at bygge en ”Lilleskole” i Spørring. Da befolkningsunderlaget i sig selv ikke var stort nok til en skole, lykkedes det at få byrådet til at sætte Stadsarkitektens kontor i gang med at lave udstykningsplaner for Spørring.
Det blev til nogle fantastisk store/vilde planer om ikke mindre end 3 såkaldt satellitbyer rundt om Spørring, i en afstand af 300 – 500m fra den gamle del af Spørring dvs. med åbent land imellem. Lidt skræmmende i sin størrelse (ca. som Hornslet). Desværre kom den første oliekrise, og de flotte planer blev helt opgivet, måske godt det samme, hvem ved?
Ingen udstykning / byudvikling uden først kommuneplan og lokalplan
Først i begyndelse af firserne begyndte Århus kommune for alvor at interessere sig for udvikling af lokalområderne. Det lykkedes os at blive udlagt som aftaleby i den første Kommuneplan for området, hvilket ville sige, at vi kunne få en begrænset udvikling på 10 boliger over en fireårig periode, ikke meget værd, men dog bedre end ingenting, idet vi nu pr. definition var registreret som ”bevaringsværdig”: Vi var i det mindste nu med i kommunes planer. Vi gjorde dog, hvad vi kunne, ved løbende at gøre embedsmænd og politikerne opmærksom på, at det på sigt var alt for lidt, hvis Spørring skulle have nogen som helst mulighed for at bevare blot et minimum af det serviceniveau vi havde.
20 år med de helt store ændringer lokalt i Spørring
Ud over de allerede nævnte og andet sted nævnte sager, var der også en del andre betydningsfulde ting i perioden fra 1975 til 1995, som Borgerforeningen var engageret i. Her kan kort nævnes:
Brandsikring af Spørring Gl. skole, med heraf følgende ombygning og omstrukturering af hele huset,
nye fælles mødelokaler og flytning af legestuen fra et lille lokale i baghuset til gode nyindrettede lokaler i forhuset. Med de fantastisk gode mødelokaler blev der skabt gode rammer om de mange aktiviteter i huset.
Det lykkedes senere at overbevise kommunen om, at det var en god ide at købe Bageriet, der lå op ad skolen, til formålet. Den efterfølgende etablering af børnehaven gled som en naturlig følge heraf også lettere og hurtigere igennem.
Spørring Juniorklub, Spørring Fritidsklub og Spørring Børnehus
Børnene fra fritidsklubben overrækker underskriftindsamlinger mod lukning til rådmand Torben Brandi.
Spørring Juniorklub blev etableret i maj 1978 og fik lokaler i Spørring Gl. Skole. Juniorklubben fungerede i mange år som både børnepasningsordning og som skolefritidsordning efter særlig aftale med Århus Kommune og Bakkegårdsskolen. Den blev i perioden 1971 til 2004 ledet af Peter Jes Petersen.
I forbindelse med Århus Kommunes budget for 2004 var det fra kommunens side foreslået at trække skolefritidstilskuddet tilbage og tilbyde pasning på Bakkegårdsskolen. Samtidig skulle Spørring Juniorklub omdannes til et fritidshjem, og taksterne hæves. Dette var forældre, forældrebestyrelsen og Borgerforeningen store modstandere af, idet der formentligt ville ske et så stort fald i antallet af børn, at fritidshjemmet i løbet af kort tid ville lukke. Derudover ville det være sværere at fastholde og tiltrække børnefamilier i byen, idet tilbudene i Spørring for de 6-14 årige blev forringet. Men det blev endnu værre. Der kom nemlig forslag om helt at lukke fritidsklubben.
Der blev skrevet læserbreve, afleveret underskriftsindsamling og holdt møder med embedsmænd og politikere. En mulighed var at lave en integreret institution i byen ved at sammenlægge Bagerbo med vuggestue og børnehave med juniorklubbens 6-14 årige børn.
Det blev efter et langt, langt forløb vedtaget af byrådet og betød samtidigt, at der blev brug for et nyt navn. Der blev udskrevet en navneidekonkurrence blandt forældre og personalet. Der kom mange gode forslag, men Spørring Børnehus vandt i suveræn stil.
I en kortere periode var juniorklubben omdøbt til fritidsklub. Klaus Munk havde afløst Peter Jes Petersen og i forbindelse med sammenlægningen blev Solveig Grud – den hidtidige leder af Bagerbo – den nye leder af Spørring Børnehus.
For at opfylde kravene til pasning af 0-14 årige var det nødvendigt gennemgribende at renovere Spørring Gl. Skole, som siden lukningen sidst i 60’erne havde rummet mange aktiviteter og herunder junior-og ungdomsklubben. Det flotte resultat blev vist frem i åbent hus den 20. marts 2006, og 150-200 borgere tog det “nye barn” i øjesyn. Der er lavet tilbygning i skolegården og indrettet moderne aktivitetsrum. Også gymnastiksalen, som bruges til idræt af alle, har fået et løft. Det er spændende at tænke på, hvor mange forskellige ting, disse bygninger og vægge har hørt gennem tiderne. Skolekøkkenet under gymnastiksalen har f.eks. været syværksted og er nu computerrum. Hovedbygningen husede de 2 skoleklasser, og under åbningen kunne flere fortælle, hvilke minder det kaldte frem fra 50’erne og 60’erne. Her var mange af Spørrings uvorne unger blevet sat uden for døren – velfortjent forstås!
Spørring kan være stolte af Spørring Gl. Skole, som danner flotte og indbydende rammer for byens børn. Og nu er det sikkert, at pasningstilbud til de 0-14 årige bliver bevaret – sammenhold betaler sig!
Spørring Ungdomsklub
Spørring Ungdomsklub har en lang historie i byen og kan givetvis huskes af mange voksne, som kan fortælle om barndomsvenner og ungdomskærester. Her skal berettes om, hvordan klubben i 2004 næsten blev lukket.
I Århus Kommunes vedtagelse af budget 2004 var der afsat en spareramme, som Folkeoplysningsudvalget skulle finde. Det blev til et forslag om at lukke klubben i Spørring og 2 andre klubber frem for en generel reduktion for alle klubber. Med Spørrings placering i udkanten af kommunen ville dette betyde, at nærmeste tilbud til de 14-18 årige ville være i en afstand af 6 km. til Trige Søndergård.
Forslaget bragte de unge, forældrene, bestyrelsen og Spørring Borgerforening på banen, og der blev taget kontakter til politikere og byrådspartier. Heldigvis lykkedes det at forhindre en lukning. Åbningstiden blev dog reduceret fra 3 til 2 ugentlige aftener, og personalet reduceret væsentligt. Nu er det op til de unge selv at vise, at der fortsat er behov for en ungdomsklub i byen.
Forord Baggrunden for nærværende indlæg var oprindelig en forgæves søgen/jagt efter en samlet
og kronologisk beskrivelse af tidligere praktiserende læger i Spørring. Et levn fra fortiden, som i mange andre danske landsbysamfund i dag er et stigende problem. Da således ingen hidtil havde beskrevet denne del af Spørrings historie, valgte jeg derfor selv at gøre det.
Udarbejdelsen har kun været mulig p.g.a. velvillig støtte og hjælp fra Det Kg. Bibliotek i Århus, (Mona Dubgaard) samt Spørring Egnsarkiv (v. Jytte Bjerg). Sidstnævnte har løbende forsynet mig med nostalgiske avisudklip, annoncer, kildehenvisninger og billeder fra det tidligere Spørring. Der rettes derfor en stor tak til disse personer.
Artiklen er således et vidnesbyrd om en del af Spørrings historie.
Alle ønskes god læselyst. Århus, dec. 2017. Uwe Petersen
Indledning
Iflg. oplysninger om lægernes ansættelser primært fra forskellige bind af ”Den Danske Lægestand”, har Spørring stort set i en uafbrudt og kontinuert periode fra 1925-1969 haft i alt fire praktiserende læger.
Af pladsmæssige hensyn, følger kun begrænsede oplysninger om lægernes ansættelser før og efter deres virke i Spørring. Komplette oplysninger findes i forskellige bind af ”Den Danske Lægestand”, som er til udlån ved personligt fremmøde på Det Kgl. Bibliotek i Århus.
Det, der især har haft betydning for, hvor meget der i det følgende er skrevet om de enkelte læger, har i høj grad været tilgængeligheden af oplysninger i de offentlige medier, herunder f.eks. internettet, lokalt arkivstof fra Spørring Egnsarkiv og forskellige bind af ”Den Danske Lægestand”. Og her varierer det meget lægerne imellem.
Anton Laurits Nielsen
1925 dec.-1950
Gammel Landevej 10
Den første af de fire daværende landsbylæger var den dobbelte championvinder, amatørkusken Laurits Anton Johannes Nielsen (AN), der især var kendt for sin interesse i heste. I 1924 var han således en ivrig forkæmper for og en af initiativtagerne bag etableringen af Jydsk Væddeløbsbane.
I de første 10 år fra 1925-35, boede AN iflg. folketællingen fra 1930 formentlig i et selvbygget hus på Gl. Landevej 10 i Spørring. Det var efter salg af dette hus til en elinstallatør Hinge, at han i 1935 fik bygget lægeboligen på Doktorbakken.
Med sine 25 års virke fra dec. 1925-50, var han den af de fire daværende læger, der tydeligvis praktiserede længst tid i Spørring. Det var som nævnt i hans praksis periode, at den daværende og endnu velbevarede lægebolig på Doktorbakken blev opført i 1935 med dertilhørende hestestalde i et mindre nabohus. Desuden havde AN på grunden foran boligen en lille eng til hestene, som lå uberørt hen i mange år efter ham. Først da den fjerde og sidste læge praktiserede i Spørring, blev denne del af grunden solgt. Og det er her, der i dag ligger et parcelhus, hvis første ejer også var læge. Formentlig har det medvirket til, at adressen ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor flere vejnavne blev ændret for ikke at have samme navne i kommunen, fik navnet Doktorbakken, som ikke har ændret sig siden. Indtil da var adressen lægeboligen i Spørring pr. Århus.
Baggrunden for AN’s interesse i heste fremgår f.eks. af et interview med barnebarnet Henrik Lønborg udført af Allan Loft i anledning af Jydsk Væddeløbsbanes 90 års jubilæum i 2014. I de første år brugte AN hestene som transportmiddel, når han under de dengang ind imellem strenge vintre skulle på sygebesøg hos bønder og husmænd i det ellers svært fremkommelige vejr.
Senere begyndte AN også at bruge hestene til væddeløb. Og fra begyndelsen havde han både galop- og travheste.
På trods af svære problemer med balancenerven og med at bevæge sig i de sidste år, ville AN ikke undvære væddeløbene. Han boede derfor fra 1954 og indtil sin død i 1975 tæt på Jydsk Væddeløbsbane i Højbjerg, hvorfra han blev transporteret og båret til og fra løbene.
1950 nov.-1961
Umiddelbart efter Spørrings første praktiserende læge Anton Nielsen flyttede og nedsatte sig i Hou, fik Spørring sin anden prakt. læge Henrik Carl Alexander Gad Lassen (HL), som fungerede i 11 år. Dermed var han den af de fire daværende læger, som praktiserede næst længst tid i Spørring.
HL blev født den 19. feb. 1920 i Århus og døde den 8. sept. 2015. Forældrene var overlæge dr. med. Otto Lassen og Elisabeth Henriette Gad. Den 23. jan 1948 giftede han sig med Fritze Kjær, som blev født i Randers den 20. marts. 1921.
Efter sin studentereksamen 1938 i Århus, blev han 10 år senere i 1948 læge og arbejdede herefter på Skanderborg Amtssygehus i et år fra feb. 1948-jan. 1949. Samme år arbejdede han også på Amtssygehuset i Ebeltoft, hvorefter han fra nov. 1950 begyndte at praktisere i Spørring.
HL fortsatte i Holstebro, hvorfra lægegerningen senere i maj 1988 blev afbrudt. Samme år fik han en stilling ved Seven Days Hosp. i Karachchi, Pakistan.
Efter hans død som 95 årig d. 8. sept. 2015, var han således den af de fire daværende prakt. læger i Spørring, der blev ældst. Han var far til fire børn.
1961 okt.-1964
Knud Lund Olesen
Henrik Lassens efterfølger og Spørrings tredje daværende praktiserende læge var forhenværende overlæge Knud Lund Olesen (KLO), som fungerede i godt tre år indtil han blev syg i 1965 og fortsatte i Assens som sygehuslæge.
Allerede efter et par år i Spørring, blev KLO valgt af beboerne til formand for den dengang nystartede Spørring Sogns Borgerforening. Men efter ca. tre år måtte han p.g.a. sygdom opgive sin praksis og forlade Spørring. Indtil sin bortrejse var han foreningens dygtige og initiativrige formand med en levende interesse for udviklingen i Spørring. Bl.a. mente han, at Spørring havde store muligheder, som borgerforeningen syntes burde udnyttes mere end de blev.
Foreningens formål var at øge Spørrings betydning ved at virke for sognets kulturelle og materielle udvikling, herunder den byplanmæssige.
Selv om Spørring dengang var et vigtigt knudepunkt i landevejstrafikken og dagligt havde over 50 busforbindelser med Århus, Randers og Hadsten, burde Spørring iflg. foreningen være større og have mere betydning.
F.eks. ville foreningen virke for, at der skete et salg og udstykning af grunde til industri- og bolig- byggeri, dels ved annoncering og dels ved kontakt med sognerådet. Desuden ville foreningen fremme samarbejdet mellem sognets beboere og alt, der kunne være til gavn for Spørring og sognet.
Den fremtidige udvikling i Spørring skulle ske på grundlag af egnsbevidsthed gennem et større kendskab til det gamle Spørring. Man ville opspore optegnelser, ting og billeder om livet i det gamle Spørring. Og hvis man fandt tilstrækkeligt materiale, havde man tanker om at oprette et lokalt museum. Dette førte til oprettelsen af Spørring Egnsarkiv.
Udover formanden KLO, bestod borgerforeningens bestyrelse af 10 andre borgere, herunder f.eks. præsten Jens Fosdal, barberen, slagteren, postbudet m.v. Hertil kom, at to medlemmer fra hver af Spørrings øvrige fire foreninger kunne være med i bestyrelsen. Fælles drøftelser af problemer i sognet var vigtigt for foreningen. Og når Grundfør-Spørring kommune afholdt sognerådsmøder, deltog to medlemmer fra bestyrelsen i de politiske drøftelser i kommunen.
1965 jan.-1969 feb.
Hans Iwer Petersen
Den fjerde og sidste praktiserende læge i Spørring Hans Iwer Petersen (HIP), som var min far, fortsatte umiddelbart efter forgængeren KLO og fungerede i fire år fra jan. 1965 – feb. 1969. I denne periode var han også skolelæge i Århus amt nord. Herefter og siden da, har Spørring ikke haft en praktiserende læge, og mange af patienterne overgik til lægen i nabolandsbyen Trige.
Min far blev født den 4. nov. 1922 i Åbenrå og student samme sted i 1941. Senere i 1952 og 1974 blev han henholdsvis læge og speciallæge (i diagnostisk radiologi).
Inden vi kom til Spørring havde min far arbejdet på forskellige jyske hospitaler i Sønderborg, Tønder, Kolding, Esbjerg, Ålborg og Løgstør samt som praktiserende landsbylæge i St. Andst vest for Kolding.
Efter sit virke i Spørring, fortsatte HIP som sygehuslæge på forskellige hospitaler i Hammel, Århus, Randers, Tønder og Middelfart. Men først flere år senere fik den tidligere lægebolig nye ejere.
HIP giftede sig den 16. marts 1952 med Inger Marie Jørgensen (født den 7. jan. 1925 i Kregme) og døde i Århus den 21. april 2005. Børn: Uwe (født 1953 i Tønder).
Da jeg for nylig via Spørring Egnsarkiv stødte på overskriften: ”Hestestalden omdannet til studereværelse” fra et avisudklip 1963 i Hadsten-Hammel-Hinnerup lokalavis, vakte det mange gode minder fra en svunden tid i Spørring. Især fordi jeg som barn holdt mange møder med mine spejder kammerater i dette rum, men også fordi rummet oprindeligt var en af de hestestalde, som den første læge i Spørring Anton Nielsen opførte i en sidebygning til lægeboligen. Da fru Lund-Olesen studerede medicin, fik hun stalden omdannet og brugte herefter rummet til at studere i under rolige forhold. I det hyggelige rum med orange farvet tapet, stod der stadig et efterladt og intakt trug af cement i hjørnet , som sammen med de andre stalde var et levn fra fortiden, hvor Anton Nielsen praktiserede.
Knud Lund-Olesen blev født den 12. aug. 1920 i Horsens, hvor han også uddannede sig til og efterfølgende arbejdede som trafikassistent hos DSB fra 1938-46. Herefter begyndte han på Horsens Statsskole og blev student herfra i 1948. Ni år senere i 1957 havde han uddannet sig til læge ved Århus Universitet og gjorde herefter tjeneste på en række danske, svenske og grønlandske sygehuse.
Efter godt tre år som praktiserende læge i Spørring, fortsatte han på Assens Amtssygehus og senere i en kort periode på Århus Kommune Hospital. Han sluttede som 1. reservelæge ved Fysiurgisk Afdeling på Odense Sygehus. Til sidst var han fra 1970 overlæge på Ringe Sygehus indtil han gik på pension tyve år senere i 1990. Femten år efter døde han den 9. feb. 2005 og blev 84 år.
Egne erindringer
Fra min egen tid i Spørring, var jeg i begyndelsen særlig optaget af og spændt på at skulle gå i skole her. Forinden havde jeg gjort mig mange tanker om skolen og havde da også enkelte forventninger. F.eks. troede jeg, at Spørring skole p.g.a. sin beliggenhed tæt ved landets anden største by Århus, var mindst lige så moderne og progressiv, hvis ikke mere, end den skole jeg kom fra i St. Andst ved Kolding.
Men realiteterne var anderledes. Allerede da jeg skulle optages, fik jeg efter mit første møde med den ældre leder Fru Mikkelsen og efter at have set skolen det førstehånds indtryk, at der var tale om en skole med en disciplin og normer fra en svunden tid. Mødet med lederen og synet af skolen var chokerende og skuffende. Meget virkede endnu gammeldags, men optagelsen forløb efter planen.
Senere blev mine førstehånds indtryk bekræftet i skolen, når f.eks. Fru Mikkelsen underviste i faget skrivning. Her skulle vi i kor sætte ord på de bevægelser vi foretog med hånden under skrivningen. Og de elever, der undlod at deltage i koret, fordi de var tavse, blev kraftigt irettesat verbalt ofte ledsaget af et mærkbart ryk i et af ørerne. Omstillingen til en ny form for undervisning og skiftet fra formskrift i Andst til skråskrift i Spørring var en omvæltning. Hertil kommer, at de elever som havde været særlig uartige, skulle stå i klasselokalets faste skammekrog, som var et hul i hjørnet af gulvet, hvor der tidligere havde stået en kakkelovn.
Noget dengang nyt og moderne, som vakte min nysgerrighed, var en intakt biltelefon efterladt af forgængeren læge Knud Lund Olesen. Med dette tekniske vidunder kunne jeg straks og direkte kontakte min far, hvis han var på sygebesøg og fortælle ham enten hvem, der i mellemtiden havde ringet eller om nogen havde henvendt sig uanmeldt og personligt for at få hjælp. Især i de akutte sygdoms og ulykkestilfælde gjorde biltelefonen gavn. Men også på de daglige sygebesøg, som datidens praktiserende landsbylæger brugte betydelig mere tid på end i dag, var biltelefonen en god hjælp. Dels fordi sygebesøgene straks kunne ekspederes uden først at skulle hjem. Og dels fordi biltelefonen hermed var tidsbesparende.
Efter en uafbrudt periode på 44 år fra 1925-1969 med i alt fire praktiserende læger, var det for 48 år siden slut i Spørring med en ny læge.
I mange andre danske landsbysamfund er der sket det samme og i dag er det et stigende problem, som iflg. DR Nyheder giver danskerne en ulig adgang til sundhedsvæsenet.
Når der p.t. er så stor mangel på praktiserende læger i udkantsområderne, kommer det især til at gå ud over patienter på landet. Og her frygter ÆldreSagen, der repræsenterer en af de patientgrupper, der oftest besøger lægen, at de ældre fra vælger lægebesøget og derfor ender på hospitalet, når de ikke får den nødvendige behandling.
På kun to år er manglen på læger iflg. en rundspørge lavet af DR Nyheder, steget fra 116 til 158 praktiserende læger. Trods tallene rummer en vis usikkerhed, viser de en tydelig tendens. Foreløbig har politikerne ikke kunnet ændre denne udvikling og om få år er det iflg. både regioner og læger slut med praktiserende læger på landet.
Referencer
Carøe, Kristian ”Den Dansk Lægestand”. Forsk. bind. 1925-36, 1949-57, 1957-64.
Folketællingen fra 1925: opslag 34/36, 1930, 1935, 1940: opslag 169/261.
Hadsten-Hammel-Hinnerup lokalavis. ”Hestestalden omdannet til studereværelse”. Torsd. d. 17. okt. 1963.
Kraks Vejviser provinsregister 1930, 1944, 1953-61.
Quass, Lisbeth og Olsgaard, Gitte. ”Stadig lægehuller på danmarkskortet”. DR Nyheder 29. okt. 2017 kl. 19.00 www.danskhv.dk www.docplayer.dk www.fyens.dk ”Slut med landsbylæger”. 3. april 2007. www.myheritage.com www.ois.dk www.tagmaler.dk
Århus Amtstidende. ”Den nye borgerforening vil sætte mere liv i Spørring by”. Mand. d. 14. okt. 1963.
I Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 kan man læse følgende om Spørring:
I Byen er en privilegeret Kroe, siden det er paa Landeveien imellem Aars (Århus) og Randers.
Der har været kongelig privilegeret kro/gæstgiveri meget tidligere end ovenfor nævnt, idet mange vejfarende nødvendigvis måtte gennem Spørring for at komme over åen gennem et vadested lidt øst for den nuværende bro, og Spørring var derfor på denne tid et vigtigt trafikknudepunkt.
15½ milepæl ved Randersvej. Stod opringdelgt ved kirkegårdsmuren overfor købmanden.
En af postruterne i det ordnede postvæsen, der blev oprettet i 1624 af kong Chr. IV, gik fra det kongelige slot i Kolding over Vejle, Horsens, Skanderborg, Århus og endte i Jyllands dengang vigtigste by: Randers.
Der afgik på det tidspunkt agende post to gange ugentlig.
Sidst i 1700-tallet var vejforløbet nogenlunde som vi kender det i dag, men nordpå gik vejen over Astrup ad Røvedvej og forbi Rud kirke, hvor den fulgte den endnu eksisterende bivej til Randers, og befordringen skete med diligence.
I Spørring var der diligencestald, hvor der nu er kirkegård på hjørnet overfor købmanden. Der var plads til 5 heste, så der stod altid 4 friske heste og én i reserve.Diligencen skulle holde en mil i timen (7,5 km), og den kørte fra Randers kl. 7.00 og var i Spørring kl. 9.00, hvor den skulle passere åløbet, som var en vanskelig forhindring. Det var derfor naturligt at der blev givet kongelig privilegie til kro og gæstgiveri. Der blev skiftet heste, afleveret post og pakker på kroen – som var datidens lokale postkontor, alt imens de rejsende havde ophold på kroen. Efter en times rast kørte man videre og var i Århus kl. 12.00. Efter diligencens ophør i 1862, da jernbanen mellem Århus og Randers var færdiggjort, erstattede dagvognen behovet for passagertransport og mindre forsendelser til Århus og Randers. I 1913 afløste rutebilen dagvognen, og ruten er den vi i dag kender som rute 118.
Den ældst kendte kro i Spørring.
Rutebilen fra 1930
Af folketællingslisten fra 1787 fremgår det, at der var en husmand og kroholder i Spørring, og husmandsbruget med kro og gæstgiveri lå på den vestlige side af Gammel Landevej, den beliggenhed vi i dag kender som Gammel Landevej 50. Det var en gammel faldefærdig bindingsværksgård da den blev nedrevet i 1889. Ifølge udskiftningskortet fra 1794 er der tale om matr.nr. 21, og hovedparten af husmandsbrugets areal lå syd for Spørring mose. Matr.nr. 21 blev i 1883 udstykket så der kunne opføres en gård med matr.nr. 21 A i forbindelse med landbrugsarealet syd for mosen. Gårdens navn er ”Elmegård” og beliggenheden Gammel Landevej 95. Nu kender vi jo bedst stedet som ”Minkfarmen”. Kroens areal fik matr. nr. 21 B og var ved udskiftningen i 1794 på 40.990 kvadratalen = 16.150 kvadratmeter, fordelt ligeligt på begge sider af Gammel Landevej, så man meget passende kunne bygge ”på den anden side” når der skulle bygges en ny kro.
Kroen der brændte lå på den østlige side af Gammel Landevej
En del år før den ældst kendte kro blev nedrevet, og sikkert også nogle år før udstykningen i 1883, blev der bygget kro på den østlige side af Gammel Landevej. Der var både plads til en købmandsbutik og lidt landbrugsdrift. Beliggenheden har været ca. der hvor rækkehusene med nr. 49 A til 49 E er beliggende i dag. Kroen havde stråtag, og denne stråtækte kro nedbrændte den 10. juni 1897, dog kunne rejsestalden efterfølgende anvendes og virkede som sådan til den blev nedrevet sidst i 1940’erne.
Århus Stiftstidende skrev således den 10. juni 1897: Spørring Kro ned-brændt. 600 kr. indebrændt?
Den røde Hane galer rigtigt i disse Dage. Næppe havde vi faaet de sidste Oplysninger fra Korupbranden i Aftes, før der kom Melding om, at Spørring Kro er brændt i Morges, og Telegram om en stor Brand ved Ringkjøbing. Branden i Spørring opstod saaledes: Pigen havde stukket Fyr under et Petroleumsapparat, der stod paa Komfuret, og var gaaet ud at malke, medens Kroens Ejer samtidig var ude at fodre Kreaturerne. Imidlertid maa Petroleum-sapparatet være væltet eller eksploderet, thi noget efter slog Flammerne ud fra Kjøkkenet, og inden ret længe havde Ilden omspændt hele Krobygningen med Rejsestalden osv. Alt Indboet brændte, og det hedder sig, at 600 Kroner i Kontanter skal være brændt for Kromanden. En nyopført Bygning med Dansesal blev reddet, da den ligger i Haven, adskilt fra de andre Bygninger. For at belyse brandens omfang bringes her en udførlig avisartikel som Spørring Egnsarkiv har en kopi af. Artiklen er en del år efter branden skrevet af journalist og senere redaktør Sandvad Hauberg, søn af lærer ved Spørring skole Jens Henrik Jensen og Andrea Marie Hau-berg Jensen.
Da Spørring Kro brændte
En af De BEGIVENHEDER, der indtraf i mine tidligste drengeaar i Spørring, blev i bogstaveligste forstand indskrevet med ildskrift i min erindring. Det var den brand, som lagde den gamle Spørring Kro i aske. Det skete en tidlig sommermorgen i 1897, og husker jeg ret var datoen den 10. juni. Saa tidligt var det, at de fleste af byens folk stadig laa i deres søde søvn, da kirkeklokken tog til at ringe. Det var ikke klokkeren Jens Randløvs sædvanlige morgenhilsen, men alarmsignalet, der meldte brand, og som blev givet ved, at knebelen ustandseligt ramte samme side af malmklokken. Og bevares for en hurlumhej, der blev. Som ved et trylleslag kom der liv i husene langs landsbygaden. Gardiner blev rullet op eller trukket til side. Vinduer fløj op med arrige smæld. Søvndrukne ansigter kikkede frem. Hist og her saa man mænd, koner og børn i det bare næsten ingenting løbe forvirret ud og ind af dørene for at høre nyt om, hvor og hvad der brændte. Byen var paa faa øjeblikke som en summende bikube – én stor forvirring. Nysgerrigheden blev dog hurtigt tilfredsstillet. En vældig røgsøjle i byens østlige udkant fortalte, at det brændte i den gamle landevejskro. Det blev for de flestes vedkommende kun til en højst nødtørftig paaklædning. Det gjaldt om at være hurtigt paa stedet, om noget skulle reddes. Og der var nok at redde af, for der var ogsaa købmandshandel i kroen. Og saa alle de gode drikkelige varer, der vel nok især for den mandlige del af redningsfolkene var et trækplaster af rang.
Slukningsmateriellet bringes til brandstedet
Saa lød der dundrende hovslag og den gnældrende lyd af en stivvogn paa gadens brolægning. Det var sprøjten, der skulle hentes. Og det gik, saa gnisterne fløj fra brostenene. Brandfogden Christen Dinesen med det fine messingskilt paa maven stod allerede parat ved sprøjtehuset, da vognen i rasende fart svingede ind foran porten. Tre fire raske karle ind i huset efter sprøjten, slangen og et par spande. Hele herligheden op i vognen. Og af sted igen til brandstedet, der laa ganske nær. Det kneb med at faa krikkerne til at staa i nærheden af den kvalmende røg og det knitrende baal, men nu var der allerede folk i massevis, saa man naaede lige at faa slukningsmateriellet ned af kareten, før pokker tog ved hestene ud af landevejen og hjem over markerne i fuld galop, saa der ikke blev andet end pindebrænde tilbage af vognen.
Slukningsarbejdet indledes
Brandfogden og straalemester Jens Sørensen traadte i funktion. De gav ordre til sprøjtens placering og anbringelse af slangen. Der blev raabt paa spande til vandbæring og paa arbejdskraft ved pumpestængerne. Sprøjten var et aflangt kar, i hvis midte sprøjteværket var anbragt. Pumpens to cylindre var forsynet med to vippestænger, der hver skulle betjenes af fire mand, og det var selv for otte unge og kraftige karle et drøjt stykke arbejde at holde tryk paa slangen. Til at begynde med dannede vandbærerne kæde fra kroens brønd til sprøjten, saa de fyldte spande sendtes til sprøjten og de tomme til brønden. Senere dukkede der køretøjer med ajletønder, som man havde fyldt med vand fra aaen eller nabogaardene. De holdt saa ind til siden af pumpekarret og lod vandet fosse ned i det. Da nu saadan en ildebrand ikke var en hverdagsbegivenhed, og da man mellem brandende sjældent skænkede slukningsmateriellet nogen større opmærksomhed, kan det ikke undre at sprøjtekarret altid var læk – eller som man sagde stavrasset – saadan at der til at begynde med løb mere vand ud af karret end ind i det. Til stort ubehag for de arme pumpefolk, der altid stod i et næsten bundløst pløre og halede i de seje pumpestænger. Men da saa alle forberedelserne var i orden, og der var tilstrækkeligt med vand i karret til, at man kunne sætte tryk paa, tog straalemesteren affære. Han lagde sin tommelfinger fast over åbningen i det fine messingrør, som sad i enden af slangen, skred dristigt saa nær til ildhavet, som han mente, hans tøj og skæg kunne holde til, og saa raabte han til folkene ved sprøjten: – Kom saa bare mæ vandet! Det var spændende øjeblikke at se, hvordan vandet pressedes ud i slangen. Fra at være flad og død blev den pludselig rund og levende. Den ligesom snoede sig, og naar straalemesteren ansaa trykket for tilstrækkeligt, slap han tommelfingeren fra messingrøret, hvorpaa vandet med megen syden og knalden spruttede ud og dannede en tommelfingertyk straale, der til alles forbløf- felse og glæde kunne naa helt op til rygningen af et almindeligt hus, ja i medvind kunne straalen endda smutte helt over taget.
Der var mange interesserede tilskuere
Det var et herligt skuespil. Hver og en af os nød det i fulde drag. Og det faldt aldrig nogen ind at skænke virkningen en tanke. Nu var jo alt, som det skulle være. Nu var sprøjten igang, og saa kunne der med ret og billighed ikke forlanges mere. At huse og gaarde – og i dette tilfælde den gamle kro – brændte ned til grunden, maatte tages som noget uafvendeligt og helt naturligt. Det kunne under ingen omstændigheder lægges hverken materiellet eller det haardt arbejdende mandskab til last. Materiellet havde man ikke bedre. Og mandskabet gjorde til punkt og prikke sin pligt. Men kroen brændte. Med købmandshandel, krostuer, privatlejlighed, sal og rejsestald og det hele. For det var en gammel kro, kongelig privilegeret, og ingen, der kom til brand hin morgen, kunne tænke, at det kunne være anderledes. Og det blev en brand som levede længe og stærkt i byens erindring. En af de begivenheder, der satte skel i den lille landsbys annaler, saaledes at det mangfoldige aar efter altid hed: Naa, det var det aar eller aaret før eller efter, kroen brændte. Der var sort af mennesker omkring brandstedet. En ildebrand var ingen hverdagsbegivenhed, og naar den saa futtede af paa et saa belejligt sted som her, er det klart, at alt hvad der kunne krybe og gaa i den lille by, tog del i foretagendet. Mange var kun passive tilskuere, men en stor del af det halv- voksne og voksne publikum kastede sig med iver og dødsforagt ud i redningsarbejdet, der gav ikke saa faa og enkelte endda helt forbavsende resultater.
Reddes hvad reddes kunne
En gammel og hævdvunden skik i den tid var, at man allerførst sørgede for at redde beholdningerne af øl og brændevin. Bagtanken hermed har vel været de hjertestyrkninger, som brandmandskabet ved dets haarde arbejde gjorde sig fortjent til. Og saadan gik det selvfølgelig ogsaa her ved kroen, hvor der bragtes gode ankere op med baade øl, rom og brændevin – sat i sikkerhed i behørig afstand fra flammehavet. Det var en foranstaltning, der som dagen gik, satte sit præg paa slukningsarbejdet og den stemning som prægede folkelivet. Den blev med et mildt ord ikke saa lidt munter.
Iøvrigt skal det siges til uvisnelig hæder for de folk, der mødte straks om morgenen, at de alle kom med de bedste hensigter om at redde det mest mulige fra ødelæggelse. At de til stor sorg fra de brandlidte, saaledes som man endnu i dag kan se det ved ildebrande, misforstod deres opgave, og ødelagde betydeligt mere end der blev reddet, skal ikke komme dem til last. Deres hensigter var virkelig de bedste. Men den dag -som saa ofte siden – savnedes der organisation og metode i redningsarbejdet. Folk var forblindede i deres iver.
Et par eksempler, der lige saa godt kunne hentes fra en brand i vore dage, kan belyse sandheden i de gamle ord, at blind iver skader: En mand løb straks ind i spisekammeret, der endnu var saa temmelig uden for farezonen. Han gik omgående til angreb paa de store lerkrukker med syltetøj, agurker og henkogt frugt. Med haard beslutsomhed greb han dem en efter en og kastede dem ud i gaarden uden først at åbne vinduet, og uden at have sikret sig, at der var nogen til at tage imod dem. Resultatet var ikke godt. Efter aktionen laa der en trøstesløs bunke skaar og miskmask af solbær, ribs, jordbær, agurker, pærer og æbler.
En anden mand stormede som en tyfon ind i dagligstuen, hvor man med udfoldelse af kraft og behændighed fik den store tromle-kakkelovn brækket i flere passende stykker, som et efter et blev sendt ud af de lukkede vinduer til gaden.
I samme stue baksede to – tre mænd med stole, borde, sofaer og skilderier. Intet af møblerne slap helskindet fra turen ud i det fri. Benene var brækket eller revet af stole og borde naar de kom ud, sofaens betræk var flænget, og skilderierne var enten uden rammer eller med knust glas.
I soveværelset gik ogsaa den vilde jagt. Her havde en mand dog haft den omtanke at bundte dyner i et lagen. Byldten var dog alt for stor til døråb-ningen, og han tog sig ikke i agt for, at nogle spiger og iturevne hængsler lumskeligt lukkede op for dynernes fjer og dun, saa han kom ud i et sandt fyrværkeri af hvidt – en hel byge, der til stor fryd for den yngste del af publikum, dalede ned over pladsen foran brandstedet.
Skabe, kommoder og kister med indhold blev tumlet saa voldsomt omkring, at de fik mærker af det for livstid, og tabte kommodeskuffer med alskens brogede nyttegenstande lå på række og viste redningsmandskabets triumfvej fra den brændende bygning til sikkerheden.
Kromanden og hans kone har sikkert med mere forbavselse end beundring set paa al denne ødelæggelsens vederstyggelighed, og man kan ikke bebrejde dem, om den tak, de senere skulle udtale til de raske og uegennyttige redningsmandskab, har været en smule anstrengt.
Tagets nedstyrtning
Men efterhånden som branden – trods sprøjtemandskabets heroiske anstrengelser – greb mere om sig, nærmede man sig det katastrofale øjeblik, da taget kunne ventes at skride. Saa blev der en råben efter de forvovne og dødsforagtende, som endnu var på jagt i huset efter mere at redde. Og det lykkedes da ogsaa i dette tilfælde at få alle levende ud, inden det sidste håb om redning sank i grus med taget. Tagets nedstyrtning var brandens højdepunk. Nu betragtede selv strålemesteren og hans raske svende deres væsentligste del af arbejdet for overstået. Der kunne nu indtages forfriskninger, inden man gik over til anden akt: Efterslukningen. Denne stod paa til ilden havde raset ud, og derefter blev et par hold beordret til at holde vagt og sætte vand p, hvis ilden skulle finde på at rejse sig igen.
Der var andet end branden som blev slukket.
Den nye kro blev opført vest for Gammel Landevej i 1897 er her fotograferet først i 1900 tallet.
For alle andre end krofamilien havde det været en herlig dag. Drikkevarerne slog godt til trods den store tørst i de røgsværtede halse. Der var også reddet godt med fetaljer, så sult behøver ikke at nage nogen. Dagen havde i det store og hele mindet meget om en af de gemytlige markedsdage, der i hine tider blev holdt i Spørring, og på hvilke man forlystede sig med alskens fjas og tant.
Da redningsfeberen havde sat sig, og det blev klart, at kroen med hvad dertil hørte, ville brænde ned, gjorde man det bedste ud af en kedelig ting og slog gækken løs. De stærke og idelige forfriskninger satte modet og humøret op. Der blev sunget og fortalt historier, aflagt kraftprøver, og selv et rask slagsmaal savnedes ikke i underholdningen paa den ildebrandsdag, der blev både festlig og minderig.
Afsluttende bemærkninger om krobranden
Ja saadan mindes jeg dagen, da den gamle kongelige privilegerede kro blev flammernes bytte. Og brandens år sag var ingen i tvivl om. Kromandens tjenestepige (dengang kendte man ikke begrebet husassistent) Ane var gået ud for at malke ved 4-tiden og havde forinden sat vand over til morgenkaffe på et petroleumsapparat, som på den tid var en nymodens åbenbaring, man ikke rigtig forstod at bruge. Om Ane har skruet på for højt blus eller på anden måde kludret med mekanismen, vides ikke, men der skete det , mens hun var borte, at apparatet eksploderede, og dermed var spillet gående. Og det var for så vidt rart nok for alle parter, at brandårsagen kunne findes, fordi branden indtraf på et tidspunkt, da den frygtede politimand Sylow rejste landet rundt og holdt skrappe forhør i anledning af nogle serier uopklarede brande. Så skrappe var forhørene, at vi børn, når vi havde lavet gale streger, blev truet med, at den slemme Sylow skulle komme og straffe os. Nå, men allerede året efter var kroen genrejst på den modsatte side af landevejen med rejsestald, festsal og dansesal – dog uden den gammeldags hygge der prægede den brændte. Den gamle kro tog noget af en svunden tids rare minder med sig i graven, men den gjorde det på en måde, så det blev indskrevet med glorøde bogstaver i landsbyens historie og med et gravøl, der kunne sige sparto til alle både før og siden.
Haandværkerforeningen for Spørring og Omegn i givtigt samarbejde med Spørring Kro
Den 21. januar 1883 afholdt Haand-værkerforeningen stiftende generalforsamling på Spørring kro, og det skulle vise sig at denne forening fik stor betydning for kroen ved afholdelse af mange forskellige arrangementer. Allerede på den stiftende generalforsamling blev det besluttet at afholde basar og tombola, som blev afholdt i perioden 25/2 til 4/3, kun en måned efter stiftelsen af foreningen. Skomager Rasmus Madsen, Spørring, blev valgt som formand, men han nåede ikke at varetage bestillingen mere end et halvt år før han, som det fremgår af forhandlingsprotokollen ”fratrådte af bestyrelsen paa grund af tunghørighed”. Der var mange håndværksmestre fra omegnens landsbyer i foreningen og man var godt repræsenteret i bestyrelsen, så det blev snedker P. Holm fra Trige der overtog formandsposten. Skrædder A. Baltsersen, Spørring, var med i bestyrelsen fra begyndelsen, og han blev den 3. marts 1895 Haandværkerforenin-gens formand, en post som han bestred gennem mange år.
Haandværkerforeningen ville bygge forsamlingshus
Det blev en tradition med den ugelange basar med tombola som afholdtes i starten af året, og senere blev det fulgt op af udstillinger som afholdtes om efteråret. Der blev afholdt koncerter, bal, juletræ, foredrag, aftenskole mm og der blev oprettet et bibliotek.
Man havde så mange visioner i Haandværkerforeningen at det blev besluttet at opføre et forsamlingshus, så der blev nedsat et byggeudvalg, og efter tre behandlinger/afstemninger blev byggesagen vedtaget den 13. oktober 1895, men byggeriet blev aldrig gennemført, for den 20. juni 1897, altså en halv snes dage efter den gamle kros brand, blev et forslag fra gjæstgiver Andersen om ”at give foreningen plads i sit hus og så ikke bygge forsamlingshus” vedtaget, og Haandværkerforeningen kom til at betragte lokalerne i den nye kros fløj mod syd som foreningens lokaler. Der blev i januar måned 1898 truffet beslutning om at anvende 400 kr. til lokalernes udsmykning, og man var klar til at afholde basar mindre end et halvt år efter den gamle kros brand. Det vedtoges i øvrigt ”at enhver mester skal forpligte sig til at lade sine lærlinge og forbundtere gå i aftenskole, når de vil have udstillingsret til foreningens basar”. Aftenskolen havde præg af at være teknisk skole, desuden vedtoges det at tage bogføring med som fag.
Sommerfester i Spørring skov og etablering af lystanlæg overfor kroen
I juni 1901 blev det besluttet at afholde to årlige sommerfester i Spørring skov, der er beliggende mellem Sogne- Håndværkerforeningens sommerfest i 1916. Optoget fotograferet foran anlægget inden turen går rundt til omegnens andre landsbyer. vejen og Spørring å og har givet navn til ”Skovgård”, Sognevejen 4, og Spørring Skovvej. I tilfælde af regnvejr blev festerne flyttet til kroen. Desuden besluttede man at bekoste en dansesalon i Spørring skov. Til fester i skoven blev der inviteret talere, og ved en sådan fest skulle værten f.eks. svare foreningen 10 kr. samt bespise to talere og bestyrelsen. I oktober samme år blev der udarbejdet overslag vedr. beplantning af lystanlæg, og der blev udarbejdet kontrakt mellem kroejer Andersen og Haandværkerforeningen om benyttelse af arealet. Anlægget blev etableret for en pris af 1.000 kr. og det var beplantet et halvt år senere. I de følgende par år, mens anlægget voksede til, afholdtes der både sommer- og høstfester i Spørring skov, men fra sommeren 1905 var man klar til at feste i anlægget, beliggende hvor nu ejendommene Gammel Landevej 49 A – 55 er byggede, og der blev opstillet danseestrade og musiktribune til den forestående pinsefest.
Det gik bare derudad i et kvart århundrede
I 1906 blev der afholdt dilettant i den øverste sal og basar i den nederste. Entré begge steder blev fastsat til 25 øre. De følgende 10 år forløb stort set uændrede, men den jyske længdebane havde flyttet trafikken. Hadsten voksede op omkring jernbanen, og man oprettede ”Den Jyske Haandværker-skole” i Hadsten, hvorved der ikke var behov for en teknisk skole i Spørring. Andre ændringer i samfundet spillede også ind, og der var en stærk afholdsforening som stod bag opførelsen af Spørring Afholdshotel i 1913. Af loyale hensyn begyndte foreningerne i Spørring at afholde møder og arrangementer på skift mellem kro og afholdshotel. Haandværkerforeningens lejemål af sal og scene blev opsagt i 1917, i øvrigt samme år som Søren Nielsen blev ejer af Spørring Kro. Et interview i anledning af Søren Nielsens 95års fødselsdag i 1960 giver et godt indblik i de svundne tider.
Århus Amtstidende bragte den 21. juni 1960 et interview med forhenværende kromand Søren Nielsen i anledning af dennes 95 års fødselsdag. Søren Nielsen overtog den 35 36 kongelig privilegerede Spørring Kro i 1917, og overdrog den en snes år senere til sin søn, Johannes Nielsen, for at nyde sit otium, boende på kroen.
Jeg vil helst lægges i jorden inden sommeren er forbi
”Kan De se det ar, jeg har oven i hovedet? Det fik jeg en aften, da jeg faldt på den høje trappe og knaldede hovedet mod stenene. Doktoren kom og syede flængerne sammen. Han sagde mange pæne ord; men sagde ikke noget om, at han ikke troede, jeg kom over den historie. Han kunne såmænd godt have sagt det. I morgen bliver jeg 95 år. Min tid er inde. Hver dag er så lang, at den næsten ikke er til at komme igennem. Jeg vil helst lægges ned i sommer eller i hvert fald inden sommeren er helt forbi. At skulle leve en hel vinter til, kan jeg ikke holde ud. Men det sker også snart for mig. Jeg kan mærke det. Jeg kan næsten ikke se noget, mit syn bliver svagere dag for dag. Det kniber også med at høre. Gå nogen steder kan jeg heller ikke. Det er ikke til at være i fred for bilerne, der kommer farende og er helt lydløse. Sportspladsen er det eneste sted, hvor jeg kan gå, så den render jeg rundt om et par gange om dagen”.
Fik sødsuppe i 1888
Søren Nielsen, der begyndte som kromand i Spørring i 1917, og stadig bor på kroen, som hans søn nu driver, er i bogstaveligste forstand mæt af dage. Det kniber ham at se og høre; men han er endnu så åndsfrisk, at han kan indse, hvor svækket han er blevet. Det kniber også med hukommelsen. Klarest står oplevelserne fra barndommen og ungdommen, selv om det koster anstrengelser og tager tid at få dem hentet frem. Han konstaterer det selv med en egen tør lune- en blanding af resignation, selvironi og træthed:” Jeg kan huske, at jeg fik sødsuppe en dag 1888. Det var, mens jeg var soldat, vi var på march fra Randers til Århus. I Galten ved Hadsten gik vi i kvarter, og der fik vi altså sødsuppe. Den bedste jeg nogensinde har smagt. Derimod fik vi noget være hundeæde, da vi kom til Tilst. Tit har jeg ønsket at rende på kvarterværten fra Tilst. Han var en lang rallik, så jeg skulle nok have kendt ham, og så skulle han alligevel have fået besked. Nej sødsuppen i Galten, det var sager det kan jeg huske. Det er 72 år siden. Hvad vi fik på Spørring kro i går det husker jeg ikke”.
Gik fastelavn med veteranernes krigsmedaljer
Søren Nielsen med sin uundværlige pibe.
I sine unge dage var Søren Nielsen en kæk karl, lidt for kæk, efter hvad han selv siger, og som dreng har han nok været en spilopmager. Hans far var sognefoged i Elsted, og en vinterdag havde han været i Århus for at hente tapperhedsmedaljer til de gamle veteraner i sognet. Medaljerne havde han i en taske. Her fandt Søren dem. De så godt ud, synes han. Det var netop fastelavn, og efter skik og brug skulle drengede ud at rende fastelavn. Søren delte de fine medaljer ud til kammeraterne, og så gik de ud i sognet og sang fastelavn ind, smykket med de gamle krigeres hæderstegn. Der er jo nok udbrudt en ny krig efter den historie – med sognefogeden i Elsted som hærfører; men det siger Søren ikke noget om. Imidlertid: medaljerne tog ingen skade, og var senere til megen pryd for de gamle krigere.
Jeg kom for tit på kroen
Som ung var Søren Nielsen landmand og havde en gård i Spørring. ”Det blev til for lidt med landbruget”, siger han. ”Det var ikke gode tider. Måske kom jeg også for meget på kroen. Det blev sådan set mit held, for det førte til at jeg købte den. Og hvad, ukendt med den var jeg jo ikke, så det gik såmænd hel godt. I gamle dage var Spørring Kro jo en stor historie. Her var markeder for hele egnen. En dag talte jeg 84 kreaturer, der var bunden uden for kroen i 3 ”kobler”. En anden dag talte jeg 32 cykler ude langs med muren. Det var en ny tid, der kørte frem. Siden er det gået stærkt. For stærkt efter min mening. Mange af de nye ting fører ikke noget godt med sig. Folk farer af sted for at vinde et par minutter, men kan godt sidde et par timer over et godt bord. Man har fjernsyn og glemmer og se tingene i ens nærhed; man har radio, som man kan høre på. Jo, jeg kan såmænd godt lide både radio og fjernsyn; jeg kan bare ikke følge med i det, og så giver jeg hellere helt afkald på det. Om jeg ville synes om tiden. hvis jeg var ung? Nej, næh, jeg tror det ikke. Der er for meget uægte i den. Det eneste jeg bryder mig om er at få fred”.
”Jo, måske landmand”
Han sidder lidt og mere sanser end egentlig ser, hvordan regnen har frisket op på have og marker. ”Det er godt, vi har fået regn”, siger han. ”Hvis jeg var ung nu ville jeg ikke bytte en gård med en kro. I min ungdom var det træls at være landmand. Nu går det hurtigere med arbejdet, og de får mere ud af det. Slagterier og mejerier har gjort underværker. Bønderne magter meget, når de står sammen. Det er mærkeligt at tænke sig; men hele udviklingen er sket i min tid. Nej, jeg underkender ikke de nymodens maskiner; men det var alligevel det politiske, der hjalp landbruget på vej. Jeg kan huske de store møder fra den tid, og når vi var til valg i Skjoldelev. Vi kørte der over i hestevogn, og det var altid mig der var kusk. Da gik bølgerne højt – ja, ja, både på den ene og den anden måde, men der kom noget godt ud af det, hvad kommer der ud af det nu”?
Det kan jeg godt huske
Sætningen kommer tøvende, og undertiden forsvinder et ord, eller det bliver for svært at få en tanke frem; men meningen er klar nok, og giver man sig tid til at lytte, kan Søren Nielsen fortælle noget værdifuldt, for han har levet i to forskellige tidsaldre og gjort sine erfaringer – både gode og dårlige. Forfængeligheden er lagt bag ham, og han prøver ikke på at besmykke sine handlinger. ”Jeg har gjort mange dumheder i mit liv”, siger han. ”Det kunne jeg få lov til. Det klogeste, jeg nu kan gøre er at forsvinde. Mon ikke jeg får lov til det. Om festdagen ikke først skal fejres? Hvordan fejres? Jeg kan tåle to kaffepuncher; men ikke den tredje”. Hans gammelmandsansigt lyser op i et smil. ”Det kan jeg da huske”. Søren Nielsen måtte igennem to vintre mere inden han fik fred. Han døde i 1962, 97 år gammel.
Store samfundsændringer efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945
Behovet for gæstgiveri, som gav de landevejsfarende mulighed for et måltid mad og en seng, forsvandt i takt med indførelse af jernbane, biler, traktorer og omlægning af hovedlandevejen. Hestene, som der på et tidspunkt var plads til et halvt hundrede af i kroens rejsestald, forsvandt ud af billedet, og rejsestalden blev nedrevet. At det havde været givtigt med opstaldning af heste, fortæller de økonomiske transaktioner ved opret- telse af Spørring Vandværk i 1933 om, idet de tre initiativtagere på vandværkets vegne kunne låne anlægskapitalen på 15.000 kr. af Emil, som var kroens staldkarl. Det har sikkert givet godt med drikkepenge at tage imod og aflevere de mange heste. Spørring og Omegns Haandværkerforening, som havde haft stor gavn af kroens lokaliteter var skrantende, og foreningen blev opløst i 1952.
Det blev forsøgt med andre aktiviteter
Op gennem 1970’erne opstod de legendariske torsdagsballer, hvortil man strømmede i stort antal fra nær og fjern, og der var også perioder med bal og underholdning fredage og lørdage. Der var både mulighed for underholdning og dans, hvilket et eksempel på annoncering her fortæller om. Men efter en årrække med skiftende ejere blev kroen i 1991 totalrenoveret og indrettet til lejligheds- og værelsesudlejning, og der er ikke mere mulighed for gæstgiveri.
På egnen er der en lang tradition for fastelavnsoptog, dog er der i takt med udviklingen sket nogle ændringer. I tiden omkring 1. verdenskrig var hestene en væsentlig faktor i et landsbysamfund som Spørring, og karlene på gårdene samt de ældste drenge dannede optog til hest. Man red fra dør til dør, og det har været et imponerende skue med alle de heste, som havde pænt uniformerede ryttere på ryggen. Der var foruden rytterne, også gående børn i optog.
Tiden omkring 2. verdenskrig kan endnu beskrives af herboende ”drenge”, der dog nu er indtrådt i pensionisternes rækker. Man var i Spørring opdelt i ”det store hold og det bette hold”, og i vid udstrækning besøgte begge hold alle husstande i sognet. Der var konge, kronprins, fanebærer og generaler, samt en skatmester til at samle penge ind til en fest, som dengang blev holdt på hotellet. Ved festen var det på forhånd aftalt, hvem af pigerne, der skulle være dronning, kronprinsesse osv., og dansen indledtes med, at drengene i rangorden inklinerede for den udkårne.
Overskuddet blev efter festen delt ligeligt mellem deltagerne.
Man var under optogene pænt uniformerede med sabel, skråbånd og hue, og generalerne holdt styr på tropperne under marchen fra dør til dør. Ruten var tilrettelagt, så man først gik mod øst ad Risvangsvej med mulighed for en kamp mod soldaterne fra Mejlby. Derefter gik optoget over engene mod syd, og man forcerede Spørring å for at komme over til ”Kærhusene”. Den videre rute var mod vest ad Kærhusevej, hvorefter optoget drog mod Bjergager og videre til Sognevejen, hvor der var en chance for at møde soldaterne fra Grundfør.
Ved nutidens fastelavnsoptog er kønnenes ligestilling en realitet, der deltager også piger, så sangen der synges passer ikke helt i teksten.
Fastelavnen nu er kommen Til et bal med dans og løjer og med følge her vi stå hvor enhver sig ret fornøjer
synger for, at vi i lommen derfor beder vi jer om
må en lille gave få. ”Gi’ os hvad I synes om”.
Spørringdrenge her vi bringe For vor konge er vi omme
tak for hvad I givet har og for prinsen med hurra
højt med glæde nu vi kvæde hurra hurra nu farvel
for nu et hurra, hurra. ja farvel og mange tak.
Der holdes stadig fest på Spørring Hotel, og man begynder med at marchere ind med den gamle fane i spidsen, fanen, som år for år opbevares på Spørring Gl. Skole.
Efter hotellet nu er ombygget til lejligheder festes der udendørs ved Spørring Børnehus.
For syvhundrede og ti år siden optræder ordet Spørring (Spyrind) for første gang i historien.
Her bringer vi uddrag af bogen Spørring Gennem 700 år, som blev udgivet i 2006 i anledning af 700 års jubilæet.
Der har dog eksisteret beboelse i vores område langt tilbage i oltiden, hvilket ses af de mange fund i og omkring byen fra stenalderen og frem.
Her bringes forordet til bogen:
I 2006 har landsbyen Spørring 700 års jubilæum, idet navnet Spyrind optræder første gang i 1306 . I den forbindelse har Spørring Borgerforening besluttet sig for at udgive en jubilæumsbog om særlige begivenheder, der har sat sig spor i byen og dens udvikling.
Det er vigtigt, at vi kender byens fortid og historierne. Det er erfaringerne og oplevelserne, som giver os vores baggrund. Spørring er en gammel landsby, og der er mange familier, som har boet i sognet i generationer, og der er mange tilflyttere. Hver har sine indtryk og meninger om fællesskabet. Sammen får vi en særlig identitet, og den håber vi, jubilæumsbogen vil give et indtryk af.
Vi har forsøgt at fange ånden gennem en lang række artikler. Der er mange forskellige forfattere, som i skildringerne giver hver deres vinkel på begivenhederne i Spørring. Dette engagement – lysten til at give et bidrag til fællesskabet – er det, som kendetegner Spørring. Uden dette var der ingen byfester, ingen foreninger og ingen jubilæumsbog.
Vi håber, bogen bliver spændende læsning og giver ny viden om byen og dens tidligere og nuværende borgere.
Artiklen er skrevet af den daværende formand for Spørring Borgerforening: Marinus Christensen.
serviceniveau, skulle befolkningsunderlaget øges væsentlig til omkring 1000 – 1200, dvs. der skulle skaffes mulighed for en udstykning på ca. 150 – 200 parcelhusgrunde. Befolkningstallet i 1970 var på 673 borgere. Det var derfor et stort chok for os, da vi blev klar over, at Århus kommune slet ingen planer havde for Spørring og heller ikke umiddelbart havde tænkt sig at gøre noget.
