Kongelig privilegeret Kro og gæstgiveri

Af Henning Christiansen og Poul Rasmussen

I Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 kan man læse følgende om Spørring:

I Byen er en privilegeret Kroe, siden det er paa Landeveien imellem Aars (Århus) og Randers. 
Der har været kongelig privilegeret kro/gæstgiveri meget tidligere end ovenfor nævnt, idet mange vejfarende nødvendigvis måtte gennem Spørring for at komme over åen gennem et vadested lidt øst for den nuværende bro, og Spørring var derfor på denne tid et vigtigt trafikknudepunkt.

15½ milepæl ved Randersvej. Stod opringdelgt ved kirkegårdsmuren overfor købmanden.

En af postruterne i det ordnede postvæsen, der blev oprettet i 1624 af kong Chr. IV, gik fra det kongelige slot i Kolding over Vejle, Horsens, Skanderborg, Århus og endte i Jyllands dengang vigtigste by: Randers. 
Der afgik på det tidspunkt agende post to gange ugentlig.
Sidst i 1700-tallet var vejforløbet nogenlunde som vi kender det i dag, men nordpå gik vejen over Astrup ad Røvedvej og forbi Rud kirke, hvor den fulgte den endnu eksisterende bivej til Randers, og befordringen skete med diligence. 

I Spørring var der diligencestald, hvor der nu er kirkegård på hjørnet overfor købmanden. Der var plads til 5 heste, så der stod altid 4 friske heste og én i reserve. 27 Diligencen skulle holde en mil i timen (7,5 km), og den kørte fra Randers kl. 7.00 og var i Spørring kl. 9.00, hvor den skulle passere åløbet, som var en vanskelig forhindring. Det var derfor naturligt at der blev givet kongelig privilegie til kro og gæstgiveri. Der blev skiftet heste, afleveret post og pakker på kroen – som var datidens lokale postkontor, alt imens de rejsende havde ophold på kroen. Efter en times rast kørte man videre og var i Århus kl. 12.00.
Efter diligencens ophør i 1862, da jernbanen mellem Århus og Randers var færdiggjort, erstattede dagvognen behovet for passagertransport og mindre forsendelser til Århus og Randers.
I 1913 afløste rutebilen dagvognen, og ruten er den vi i dag kender som rute 118.

Den ældst kendte kro i Spørring.

Rutebilen fra 1930

Af folketællingslisten fra 1787 fremgår det, at der var en husmand og kroholder i Spørring, og husmandsbruget med kro og gæstgiveri lå på den vestlige side af Gammel Landevej, den beliggenhed vi i dag kender som Gammel Landevej 50. Det var en gammel faldefærdig bindingsværksgård da den blev nedrevet i 1889. Ifølge udskiftningskortet fra 1794 er der tale om matr.nr. 21, og hovedparten af husmandsbrugets areal lå syd for Spørring mose. Matr.nr. 21 blev i 1883 udstykket så der kunne opføres en gård med matr.nr. 21 A i forbindelse med landbrugsarealet syd for mosen. Gårdens navn er ”Elmegård” og beliggenheden Gammel Landevej 95. Nu kender vi jo bedst stedet som ”Minkfarmen”. Kroens areal fik matr. nr. 21 B og var ved udskiftningen i 1794 på 40.990 kvadratalen = 16.150 kvadratmeter, fordelt ligeligt på begge sider af Gammel Landevej, så man meget passende kunne bygge ”på den anden side” når der skulle bygges en ny kro.

Kroen der brændte lå på den østlige side af Gammel Landevej

En del år før den ældst kendte kro blev nedrevet, og sikkert også nogle år før udstykningen i 1883, blev der bygget kro på den østlige side af Gammel Landevej. Der var både plads til en købmandsbutik og lidt landbrugsdrift. Beliggenheden har været ca. der hvor rækkehusene med nr. 49 A til 49 E er beliggende i dag. Kroen havde stråtag, og denne stråtækte kro nedbrændte den 10. juni 1897, dog kunne rejsestalden efterfølgende anvendes og virkede som sådan til den blev nedrevet sidst i 1940’erne.

Århus Stiftstidende skrev således den 10. juni 1897: Spørring Kro ned-brændt. 600 kr. indebrændt?

Den røde Hane galer rigtigt i disse Dage. Næppe havde vi faaet de sidste Oplysninger fra Korupbranden i Aftes, før der kom Melding om, at Spørring Kro er brændt i Morges, og Telegram om en stor Brand ved Ringkjøbing. Branden i Spørring opstod saaledes: Pigen havde stukket Fyr under et Petroleumsapparat, der stod paa Komfuret, og var gaaet ud at malke, medens Kroens Ejer samtidig var ude at fodre Kreaturerne. Imidlertid maa Petroleum-sapparatet være væltet eller eksploderet, thi noget efter slog Flammerne ud fra Kjøkkenet, og inden ret længe havde Ilden omspændt hele Krobygningen med Rejsestalden osv. Alt Indboet brændte, og det hedder sig, at 600 Kroner i Kontanter skal være brændt for Kromanden. En nyopført Bygning med Dansesal blev reddet, da den ligger i Haven, adskilt fra de andre Bygninger. For at belyse brandens omfang bringes her en udførlig avisartikel som Spørring Egnsarkiv har en kopi af. Artiklen er en del år efter branden skrevet af journalist og senere redaktør Sandvad Hauberg, søn af lærer ved Spørring skole Jens Henrik Jensen og Andrea Marie Hau-berg Jensen.

Da Spørring Kro brændte

En af De BEGIVENHEDER, der indtraf i mine tidligste drengeaar i Spørring, blev i bogstaveligste forstand indskrevet med ildskrift i min erindring. Det var den brand, som lagde den gamle Spørring Kro i aske. Det skete en tidlig sommermorgen i 1897, og husker jeg ret var datoen den 10. juni. Saa tidligt var det, at de fleste af byens folk stadig laa i deres søde søvn, da kirkeklokken tog til at ringe. Det var ikke klokkeren Jens Randløvs sædvanlige morgenhilsen, men alarmsignalet, der meldte brand, og som blev givet ved, at knebelen ustandseligt ramte samme side af malmklokken. Og bevares for en hurlumhej, der blev. Som ved et trylleslag kom der liv i husene langs landsbygaden. Gardiner blev rullet op eller trukket til side. Vinduer fløj op med arrige smæld. Søvndrukne ansigter kikkede frem. Hist og her saa man mænd, koner og børn i det bare næsten ingenting løbe forvirret ud og ind af dørene for at høre nyt om, hvor og hvad der brændte. Byen var paa faa øjeblikke som en summende bikube – én stor forvirring. Nysgerrigheden blev dog hurtigt tilfredsstillet. En vældig røgsøjle i byens østlige udkant fortalte, at det brændte i den gamle landevejskro. Det blev for de flestes vedkommende kun til en højst nødtørftig paaklædning. Det gjaldt om at være hurtigt paa stedet, om noget skulle reddes. Og der var nok at redde af, for der var ogsaa købmandshandel i kroen. Og saa alle de gode drikkelige varer, der vel nok især for den mandlige del af redningsfolkene var et trækplaster af rang.

Slukningsmateriellet bringes til brandstedet

Saa lød der dundrende hovslag og den gnældrende lyd af en stivvogn paa gadens brolægning. Det var sprøjten, der skulle hentes. Og det gik, saa gnisterne fløj fra brostenene. Brandfogden Christen Dinesen med det fine messingskilt paa maven stod allerede parat ved sprøjtehuset, da vognen i rasende fart svingede ind foran porten. Tre fire raske karle ind i huset efter sprøjten, slangen og et par spande. Hele herligheden op i vognen. Og af sted igen til brandstedet, der laa ganske nær. Det kneb med at faa krikkerne til at staa i nærheden af den kvalmende røg og det knitrende baal, men nu var der allerede folk i massevis, saa man naaede lige at faa slukningsmateriellet ned af kareten, før pokker tog ved hestene ud af landevejen og hjem over markerne i fuld galop, saa der ikke blev andet end pindebrænde tilbage af vognen.

Slukningsarbejdet indledes

Brandfogden og straalemester Jens Sørensen traadte i funktion. De gav ordre til sprøjtens placering og anbringelse af slangen. Der blev raabt paa spande til vandbæring og paa arbejdskraft ved pumpestængerne. Sprøjten var et aflangt kar, i hvis midte sprøjteværket var anbragt. Pumpens to cylindre var forsynet med to vippestænger, der hver 29 30 skulle betjenes af fire mand, og det var selv for otte unge og kraftige karle et drøjt stykke arbejde at holde tryk paa slangen. Til at begynde med dannede vandbærerne kæde fra kroens brønd til sprøjten, saa de fyldte spande sendtes til sprøjten og de tomme til brønden. Senere dukkede der køretøjer med ajletønder, som man havde fyldt med vand fra aaen eller nabogaardene. De holdt saa ind til siden af pumpekarret og lod vandet fosse ned i det. Da nu saadan en ildebrand ikke var en hverdagsbegivenhed, og da man mellem brandende sjældent skænkede slukningsmateriellet nogen større opmærksomhed, kan det ikke undre at sprøjtekarret altid var læk – eller som man sagde stavrasset – saadan at der til at begynde med løb mere vand ud af karret end ind i det. Til stort ubehag for de arme pumpefolk, der altid stod i et næsten bundløst pløre og halede i de seje pumpestænger. Men da saa alle forberedelserne var i orden, og der var tilstrækkeligt med vand i karret til, at man kunne sætte tryk paa, tog straalemesteren affære. Han lagde sin tommelfinger fast over åbningen i det fine messingrør, som sad i enden af slangen, skred dristigt saa nær til ildhavet, som han mente, hans tøj og skæg kunne holde til, og saa raabte han til folkene ved sprøjten: – Kom saa bare mæ vandet! Det var spændende øjeblikke at se, hvordan vandet pressedes ud i slangen. Fra at være flad og død blev den pludselig rund og levende. Den ligesom snoede sig, og naar straalemesteren ansaa trykket for tilstrækkeligt, slap han tommelfingeren fra messingrøret, hvorpaa vandet med megen syden og knalden spruttede ud og dannede en tommelfingertyk straale, der til alles forbløf- felse og glæde kunne naa helt op til rygningen af et almindeligt hus, ja i medvind kunne straalen endda smutte helt over taget.

Der var mange interesserede tilskuere

Det var et herligt skuespil. Hver og en af os nød det i fulde drag. Og det faldt aldrig nogen ind at skænke virkningen en tanke. Nu var jo alt, som det skulle være. Nu var sprøjten igang, og saa kunne der med ret og billighed ikke forlanges mere. At huse og gaarde – og i dette tilfælde den gamle kro – brændte ned til grunden, maatte tages som noget uafvendeligt og helt naturligt. Det kunne under ingen omstændigheder lægges hverken materiellet eller det haardt arbejdende mandskab til last. Materiellet havde man ikke bedre. Og mandskabet gjorde til punkt og prikke sin pligt. Men kroen brændte. Med købmandshandel, krostuer, privatlejlighed, sal og rejsestald og det hele. For det var en gammel kro, kongelig privilegeret, og ingen, der kom til brand hin morgen, kunne tænke, at det kunne være anderledes. Og det blev en brand som levede længe og stærkt i byens erindring. En af de begivenheder, der satte skel i den lille landsbys annaler, saaledes at det mangfoldige aar efter altid hed: Naa, det var det aar eller aaret før eller efter, kroen brændte. Der var sort af mennesker omkring brandstedet. En ildebrand var ingen hverdagsbegivenhed, og naar den saa futtede af paa et saa belejligt sted som her, er det klart, at alt hvad der kunne krybe og gaa i den lille by, tog del i foretagendet. Mange var kun passive tilskuere, men en stor del af det halv- voksne og voksne publikum kastede sig med iver og dødsforagt ud i redningsarbejdet, der gav ikke saa faa og enkelte endda helt forbavsende resultater.

Reddes hvad reddes kunne

En gammel og hævdvunden skik i den tid var, at man allerførst sørgede for at redde beholdningerne af øl og brændevin. Bagtanken hermed har vel været de hjertestyrkninger, som brandmandskabet ved dets haarde arbejde gjorde sig fortjent til. Og saadan gik det selvfølgelig ogsaa her ved kroen, hvor der bragtes gode ankere op med baade øl, rom og brændevin – sat i sikkerhed i behørig afstand fra flammehavet. Det var en foranstaltning, der som dagen gik, satte sit præg paa slukningsarbejdet og den stemning som prægede folkelivet. Den blev med et mildt ord ikke saa lidt munter.
Iøvrigt skal det siges til uvisnelig hæder for de folk, der mødte straks om morgenen, at de alle kom med de bedste hensigter om at redde det mest mulige fra ødelæggelse. At de til stor sorg fra de brandlidte, saaledes som man endnu i dag kan se det ved ildebrande, misforstod deres opgave, og ødelagde betydeligt mere end der blev reddet, skal ikke komme dem til last. Deres hensigter var virkelig de bedste. Men den dag -som saa ofte siden – savnedes der organisation og metode i redningsarbejdet. Folk var forblindede i deres iver.
Et par eksempler, der lige saa godt kunne hentes fra en brand i vore dage, kan belyse sandheden i de gamle ord, at blind iver skader: En mand løb straks ind i spisekammeret, der endnu var saa temmelig uden for farezonen. Han gik omgaaende til angreb paa de store lerkrukker med syltetøj, agurker og henkogt frugt. Med haard beslutsomhed greb han dem en efter en og kastede dem ud i gaarden uden først at aabne vinduet, og uden at have sikret sig, at der var nogen til at tage imod dem. Resultatet var ikke godt. Efter aktionen laa der en trøstesløs bunke skaar og miskmask af solbær, ribs, jordbær, agurker, pærer og æbler.
En anden mand stormede som en tyfon ind i dagligstuen, hvor man med udfoldelse af kraft og behændighed fik den store tromle-kakkelovn brækket i flere passende stykker, som et efter et blev sendt ud af de lukkede vinduer til gaden.
I samme stue baksede to – tre mænd med stole, borde, sofaer og skilderier. Intet af møblerne slap helskindet fra turen ud i det fri. Benene var brækket eller revet af stole og borde naar de kom ud, sofaens betræk var flænget, og skilderierne var enten uden rammer eller med knust glas.
I soveværelset gik ogsaa den vilde jagt. Her havde en mand dog haft den omtanke at bundte dyner i et lagen. Byldten var dog alt for stor til døraab-ningen, og han tog sig ikke i agt for, at nogle spiger og iturevne hængsler lumskeligt lukkede op for dynernes fjer og dun, saa han kom ud i et sandt fyrværkeri af hvidt – en hel byge, der til stor fryd for den yngste del af publikum, dalede ned over pladsen foran brandstedet.
Skabe, kommoder og kister med indhold blev tumlet saa voldsomt omkring, at de fik mærker af det for livstid, og tabte kommodeskuffer med alskens brogede nyttegenstande laa paa række og viste redningsmandskabets triumfvej fra den brændende bygning til sikkerheden.
Kromanden og hans kone har sikkert med mere forbavselse end beundring 31 32 set paa al denne ødelæggelsens vederstyggelighed, og man kan ikke bebrejde dem, om den tak, de senere skulle udtale til de raske og uegennyttige redningsmandskab, har været en smule anstrengt.

Tagets nedstyrtning

Men efterhaanden som branden – trods sprøjtemandskabets heroiske anstrengelser – greb mere om sig, nærmede man sig det katastrofale øjeblik, da taget kunne ventes at skride. Saa blev der en raaben efter de forvovne og dødsforagtende, som endnu var paa jagt i huset efter mere at redde. Og det lykkedes da ogsaa i dette tilfælde at faa alle levende ud, inden det sidste haab om redning sank i grus med taget. Tagets nedstyrtning var brandens højdepunk. Nu betragtede selv straalemesteren og hans raske svende deres væsentligste del af arbejdet for overstaaet. Der kunne nu indtages forfriskninger, inden man gik over til anden akt: Efterslukningen. Denne stod paa til ilden havde raset ud, og derefter blev et par hold beordret til at holde vagt og sætte vand paa, hvis ilden skulle finde paa at rejse sig igen.

Der var andet end branden som blev slukket.

Den nye kro blev opført vest for Gammel Landevej i 1897 er her fotograferet først i 1900 tallet.

For alle andre end krofamilien havde det været en herlig dag. Drikkevarerne slog godt til trods den store tørst i de røgsværtede halse. Der var ogsaa reddet godt med fetaljer, saa sult behøver ikke at nage nogen. Dagen havde i det store og hele mindet meget om en af de gemytlige markedsdage, der i hine tider blev holdt i Spørring, og paa hvilke man forlystede sig med alskens fjas og tant.
Da redningsfeberen havde sat sig, og det blev klart, at kroen med hvad dertil hørte, ville brænde ned, gjorde man det bedste ud af en kedelig ting og slog gækken løs. De stærke og idelige forfriskninger satte modet og humøret op. Der blev sunget og fortalt historier, aflagt kraftprøver, og selv et rask slagsmaal savnedes ikke i underholdningen paa den ildebrandsdag, der blev baade festlig og minderig.

Afsluttende bemærkninger om krobranden

Ja saadan mindes jeg dagen, da den gamle kongelige privilegerede kro blev flammernes bytte. Og brandens aar- sag var ingen i tvivl om. Kromandens tjenestepige (dengang kendte man ikke begrebet husassistent) Ane var gaaet ud for at malke ved 4-tiden og havde forinden sat vand over til morgenkaffe paa et petroleumsapparat, som paa den tid var en nymodens aabenbaring, man ikke rigtig forstod at bruge. Om Ane har skruet paa for højt blus eller paa anden maade kludret med mekanismen, vides ikke, men der skete det , mens hun var borte, at apparatet eksploderede, og dermed var spillet gaaende.
Og det var for saa vidt rart nok for alle parter, at brandaarsagen kunne findes, fordi branden indtraf paa et tidspunkt, da den frygtede politimand Sylow rejste landet rundt og holdt skrappe forhør i anledning af nogle serier uopklarede brande. Saa skrappe var forhørene, at vi børn, naar vi havde lavet gale streger, blev truet med, at den slemme Sylow skulle komme og straffe os. Naa, men allerede aaret efter var kroen genrejst paa den modsatte side af landevejen med rejsestald, festsal og dansesal – dog uden den gammeldags hygge der prægede den brændte. Den gamle kro tog noget af en svunden tids rare minder med sig i graven, men den gjorde det paa en maade, saa det blev indskrevet med glorøde bogstaver i landsbyens historie og med et gravøl, der kunne sige sparto til alle baade før og siden.

Haandværkerforeningen for Spørring og Omegn i givtigt samarbejde med Spørring Kro

Den 21. januar 1883 afholdt Haand-værkerforeningen stiftende generalforsamling på Spørring kro, og det skulle vise sig at denne forening fik stor betydning for kroen ved afholdelse af mange forskellige arrangementer. Allerede på den stiftende generalforsamling blev det besluttet at afholde basar og tombola, som blev afholdt i perioden 25/2 til 4/3, kun en måned efter stiftelsen af foreningen. Skomager Rasmus Madsen, Spørring, blev valgt som formand, men han nåede ikke at varetage bestillingen mere end et halvt år før han, som det fremgår af forhandlingsprotokollen ”fratrådte af bestyrelsen paa grund af tunghørighed”. Der var mange håndværksmestre fra omegnens landsbyer i foreningen og man var godt repræsenteret i bestyrelsen, så det blev snedker P. Holm fra Trige der overtog formandsposten. Skrædder A. Baltsersen, Spørring, var med i bestyrelsen fra begyndelsen, og han blev den 3. marts 1895 Haandværkerforenin-gens formand, en post som han bestred gennem mange år.

Haandværkerforeningen ville bygge forsamlingshus

Det blev en tradition med den ugelange basar med tombola som afholdtes i starten af året, og senere blev det fulgt op af udstillinger som afholdtes om efteråret. Der blev afholdt koncerter, bal, juletræ, foredrag, aftenskole mm og der blev oprettet et bibliotek.
Man havde så mange visioner i Haandværkerforeningen at det blev besluttet at opføre et forsamlingshus, så der blev nedsat et byggeudvalg, og efter tre behandlinger/afstemninger blev byggesagen vedtaget den 13. oktober 1895, men byggeriet blev aldrig gennemført, for den 20. juni 1897, altså en halv snes dage efter den gamle kros brand, blev et forslag fra gjæstgiver Andersen om ”at give foreningen plads i sit hus og så ikke bygge forsamlingshus” vedtaget, og Haandværkerforeningen kom til at betragte lokalerne i den nye kros fløj mod syd som foreningens lokaler. Der blev i januar måned 1898 truffet beslutning om at anvende 400 kr. til lokalernes udsmykning, og man var klar til at afholde basar mindre end et halvt år efter den gamle kros brand. Det vedtoges i øvrigt ”at enhver mester skal forpligte sig til at lade sine lærlinge og forbundtere gå i aftenskole, når de vil have udstillingsret til foreningens basar”. Aftenskolen havde præg af at være teknisk skole, desuden vedtoges det at tage bogføring med som fag.

Sommerfester i Spørring skov og etablering af lystanlæg overfor kroen

I juni 1901 blev det besluttet at afholde to årlige sommerfester i Spørring skov, der er beliggende mellem Sogne- Håndværkerforeningens sommerfest i 1916. Optoget fotograferet foran anlægget inden turen går rundt til omegnens andre landsbyer. vejen og Spørring å og har givet navn til ”Skovgård”, Sognevejen 4, og Spørring Skovvej. I tilfælde af regnvejr blev festerne flyttet til kroen. Desuden besluttede man at bekoste en dansesalon i Spørring skov. Til fester i skoven blev der inviteret talere, og ved en sådan fest skulle værten f.eks. svare foreningen 10 kr. samt bespise to talere og bestyrelsen. I oktober samme år blev der udarbejdet overslag vedr. beplantning af lystanlæg, og der blev udarbejdet kontrakt mellem kroejer Andersen og Haandværkerforeningen om benyttelse af arealet. Anlægget blev etableret for en pris af 1.000 kr. og det var beplantet et halvt år senere. I de følgende par år, mens anlægget voksede til, afholdtes der både sommer- og høstfester i Spørring skov, men fra sommeren 1905 var man klar til at feste i anlægget, beliggende hvor nu ejendommene Gammel Landevej 49 A – 55 er byggede, og der blev opstillet danseestrade og musiktribune til den forestående pinsefest.

Det gik bare derudad i et kvart århundrede

I 1906 blev der afholdt dilettant i den øverste sal og basar i den nederste. Entré begge steder blev fastsat til 25 øre. De følgende 10 år forløb stort set uændrede, men den jyske længdebane havde flyttet trafikken. Hadsten voksede op omkring jernbanen, og man oprettede ”Den Jyske Haandværker-skole” i Hadsten, hvorved der ikke var behov for en teknisk skole i Spørring. Andre ændringer i samfundet spillede også ind, og der var en stærk afholdsforening som stod bag opførelsen af Spørring Afholdshotel i 1913. Af loyale hensyn begyndte foreningerne i Spørring at afholde møder og arrangementer på skift mellem kro og afholdshotel. Haandværkerforeningens lejemål af sal og scene blev opsagt i 1917, i øvrigt samme år som Søren Nielsen blev ejer af Spørring Kro. Et interview i anledning af Søren Nielsens 95års fødselsdag i 1960 giver et godt indblik i de svundne tider.

Århus Amtstidende bragte den 21. juni 1960 et interview med forhenværende kromand Søren Nielsen i anledning af dennes 95 års fødselsdag. Søren Nielsen overtog den 35 36 kongelig privilegerede Spørring Kro i 1917, og overdrog den en snes år senere til sin søn, Johannes Nielsen, for at nyde sit otium, boende på kroen.

Jeg vil helst lægges i jorden inden sommeren er forbi

”Kan De se det ar, jeg har oven i hovedet? Det fik jeg en aften, da jeg faldt på den høje trappe og knaldede hovedet mod stenene. Doktoren kom og syede flængerne sammen. Han sagde mange pæne ord; men sagde ikke noget om, at han ikke troede, jeg kom over den historie. Han kunne såmænd godt have sagt det. I morgen bliver jeg 95 år. Min tid er inde. Hver dag er så lang, at den næsten ikke er til at komme igennem. Jeg vil helst lægges ned i sommer eller i hvert fald inden sommeren er helt forbi. At skulle leve en hel vinter til, kan jeg ikke holde ud. Men det sker også snart for mig. Jeg kan mærke det. Jeg kan næsten ikke se noget, mit syn bliver svagere dag for dag. Det kniber også med at høre. Gå nogen steder kan jeg heller ikke. Det er ikke til at være i fred for bilerne, der kommer farende og er helt lydløse. Sportspladsen er det eneste sted, hvor jeg kan gå, så den render jeg rundt om et par gange om dagen”.

Fik sødsuppe i 1888

Søren Nielsen, der begyndte som kromand i Spørring i 1917, og stadig bor på kroen, som hans søn nu driver, er i bogstaveligste forstand mæt af dage. Det kniber ham at se og høre; men han er endnu så åndsfrisk, at han kan indse, hvor svækket han er blevet. Det kniber også med hukommelsen. Klarest står oplevelserne fra barndommen og ungdommen, selv om det koster anstrengelser og tager tid at få dem hentet frem. Han konstaterer det selv med en egen tør lune- en blanding af resignation, selvironi og træthed:” Jeg kan huske, at jeg fik sødsuppe en dag 1888. Det var, mens jeg var soldat, vi var på march fra Randers til Århus. I Galten ved Hadsten gik vi i kvarter, og der fik vi altså sødsuppe. Den bedste jeg nogensinde har smagt. Derimod fik vi noget være hundeæde, da vi kom til Tilst. Tit har jeg ønsket at rende på kvarterværten fra Tilst. Han var en lang rallik, så jeg skulle nok have kendt ham, og så skulle han alligevel have fået besked. Nej sødsuppen i Galten, det var sager det kan jeg huske. Det er 72 år siden. Hvad vi fik på Spørring kro i går det husker jeg ikke”.

Gik fastelavn med veteranernes krigsmedaljer

Søren Nielsen med sin uundværlige pibe.

I sine unge dage var Søren Nielsen en kæk karl, lidt for kæk, efter hvad han selv siger, og som dreng har han nok været en spilopmager. Hans far var sognefoged i Elsted, og en vinterdag havde han været i Århus for at hente tapperhedsmedaljer til de gamle veteraner i sognet. Medaljerne havde han i en taske. Her fandt Søren dem. De så godt ud, synes han. Det var netop fastelavn, og efter skik og brug skulle drengede ud at rende fastelavn. Søren delte de fine medaljer ud til kammeraterne, og så gik de ud i sognet og sang fastelavn ind, smykket med de gamle krigeres hæderstegn. Der er jo nok udbrudt en ny krig efter den historie – med sognefogeden i Elsted som hærfører; men det siger Søren ikke noget om. Imidlertid: medaljerne tog ingen skade, og var senere til megen pryd for de gamle krigere.

Jeg kom for tit på kroen

Som ung var Søren Nielsen landmand og havde en gård i Spørring. ”Det blev til for lidt med landbruget”, siger han. ”Det var ikke gode tider. Måske kom jeg også for meget på kroen. Det blev sådan set mit held, for det førte til at jeg købte den. Og hvad, ukendt med den var jeg jo ikke, så det gik såmænd hel godt. I gamle dage var Spørring Kro jo en stor historie. Her var markeder for hele egnen. En dag talte jeg 84 kreaturer, der var bunden uden for kroen i 3 ”kobler”. En anden dag talte jeg 32 cykler ude langs med muren. Det var en ny tid, der kørte frem. Siden er det gået stærkt. For stærkt efter min mening. Mange af de nye ting fører ikke noget godt med sig. Folk farer af sted for at vinde et par minutter, men kan godt sidde et par timer over et godt bord. Man har fjernsyn og glemmer og se tingene i ens nærhed; man har radio, som man kan høre på. Jo, jeg kan såmænd godt lide både radio og fjernsyn; jeg kan bare ikke følge med i det, og så giver jeg hellere helt afkald på det. Om jeg ville synes om tiden. hvis jeg var ung? Nej, næh, jeg tror det ikke. Der er for meget uægte i den. Det eneste jeg bryder mig om er at få fred”.

”Jo, måske landmand”

Han sidder lidt og mere sanser end egentlig ser, hvordan regnen har frisket op på have og marker. ”Det er godt, vi har fået regn”, siger han. ”Hvis jeg var ung nu ville jeg ikke bytte en gård med en kro. I min ungdom var det træls at være landmand. Nu går det hurtigere med arbejdet, og de får mere ud af det. Slagterier og mejerier har gjort underværker. Bønderne magter meget, når de står sammen. Det er mærkeligt at tænke sig; men hele udviklingen er sket i min tid. Nej, jeg underkender ikke de nymodens maskiner; men det var alligevel det politiske, der hjalp landbruget på vej. Jeg kan huske de store møder fra den tid, og når vi var til valg i Skjoldelev. Vi kørte der over i hestevogn, og det var altid mig der var kusk. Da gik bølgerne højt – ja, ja, både på den ene og den anden måde, men der kom noget godt ud af det, hvad kommer der ud af det nu”?

Det kan jeg godt huske

Sætningen kommer tøvende, og undertiden forsvinder et ord, eller det bliver for svært at få en tanke frem; men meningen er klar nok, og giver man sig tid til at lytte, kan Søren Nielsen fortælle noget værdifuldt, for han har levet i to forskellige tidsaldre og gjort sine erfaringer – både gode og dårlige. Forfængeligheden er lagt bag ham, og han prøver ikke på at besmykke sine handlinger. ”Jeg har gjort mange dumheder i mit liv”, siger han. ”Det kunne jeg få lov til. Det klogeste, jeg nu kan gøre er at forsvinde. Mon ikke jeg får lov til det. Om festdagen ikke først skal fejres? Hvordan fejres? Jeg kan tåle to kaffepuncher; men ikke den tredje”. Hans gammelmandsansigt lyser op i et smil. ”Det kan jeg da huske”. Søren Nielsen måtte igennem to vintre mere inden han fik fred. Han døde i 1962, 97 år gammel.

Store samfundsændringer efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945

Behovet for gæstgiveri, som gav de landevejsfarende mulighed for et måltid mad og en seng, forsvandt i takt med indførelse af jernbane, biler, traktorer og omlægning af hovedlandevejen. Hestene, som der på et tidspunkt var plads til et halvt hundrede af i kroens rejsestald, forsvandt ud af billedet, og rejsestalden blev nedrevet. At det havde været givtigt med opstaldning af heste, fortæller de økonomiske transaktioner ved opret- telse af Spørring Vandværk i 1933 om, idet de tre initiativtagere på vandværkets vegne kunne låne anlægskapitalen på 15.000 kr. af Emil, som var kroens staldkarl. Det har sikkert givet godt med drikkepenge at tage imod og aflevere de mange heste. Spørring og Omegns Haandværkerforening, som havde haft stor gavn af kroens lokaliteter var skrantende, og foreningen blev opløst i 1952.

Det blev forsøgt med andre aktiviteter

Op gennem 1970’erne opstod de legendariske torsdagsballer, hvortil man strømmede i stort antal fra nær og fjern, og der var også perioder med bal og underholdning fredage og lørdage. Der var både mulighed for underholdning og dans, hvilket et eksempel på annoncering her fortæller om. Men efter en årrække med skiftende ejere blev kroen i 1991 totalrenoveret og indrettet til lejligheds- og værelsesudlejning, og der er ikke mere mulighed for gæstgiveri.

 

1577total visits,2visits today